Hvis De læser denne artikel i et trykt eksemplar af Information, sidder De med noget i hånden, som om kun 15 år vil tage sig lige så besynderligt antikveret ud, som et telegram gør i dag. Ja, om mindre end 50 år vil aviser slet ikke eksistere, spår Clay Shirky. Grunden til det, siger han, er meget enkel og meget indlysende:
»Hvis du er 25 år eller yngre, læser du sikkert allerede i forvejen dette på computerskærmen. Og for nu at sammenfatte det hele i én brutal sætning: Intet medie har nogensinde overlevet ligegyldighed fra 25-årige.«
Når jeg beder Clay Shirky om at definere, hvad han egentlig laver, griner han bare og indrømmer, at netop det spørgsmål, får han ofte stillet. Hans standardsvar - »Jeg arbejder med sociale mediers teori og praksis« - er ikke blot bevidst uigennemsigtigt. Det er nærmest lammende intetsigende, hvilket er ganske paradoksalt, for Shirky er et af de mest oplysende mennesker, jeg nogensinde har mødt.
Mennesker, som kender Shirky, kalder ham gerne »internetguru«. Shirky er i dag 46 år, har en karriere i New Yorks teaterliv bag sig og fik først sin første computer som 29-årig. Det var en gave fra hans mor, der samtidig introducerede ham til internettet.
Shirky har skrevet om internettet siden 1996. Som teknologichef for flere web-designfirmaer op igennem 1990’erne blev han snart hyret som konsulent af de store amerikanske medievirksomheder - News Corporation, Time Warner, Hearst - som alle var nysgerrige efter at få mere at vide om, hvad man kunne vente sig af denne nye spændende ting ved navn world wide web. I 2000 »efter intuitivt at have skimtet, at internettet ville tage en drejning imod det sociale«, rettede Shirky sin opmærksomhed imod det spæde fænomen ‘sociale online-netværk’, der dengang endnu var et ret dunkelt begreb, men som i mellemtiden har udviklet sig til MySpace, Facebook og Twitter og efterhånden er blevet internettets primære formål for milliarder af mennesker verden over. Shirky underviser nu i nye medier på New York University.
Blodbad for aviser
Hans forudsigelser af den skæbne, som venter print- medie-organisationer, har vist sig uhyggeligt nøjagtige. 2009 ville blive et sandt blodbad for aviser, advarede han. Og ganske rigtigt. Sidste år lukkede snesevis af amerikanske aviser, mens flere andre som Christian Science Monitor, flyttede alle deres publicistiske aktiviteter til onlineplatforme. Avisernes traditionelle forretnings- model er ifølge Shirky brudt uigenkaldeligt sammen, i og med at det nyhedsmonopol, som de har nydt godt af siden trykpressens opfindelse, er lige så uddødt som dronten.
Ikke desto mindre er mediemogulen Rupert Murdoch netop begyndt at afkræve betaling for online-adgang til The Times - det såkaldte paywall-princip. Shirky er overbevist om, at eksperimentet vil mislykkes.
»Lad mig forklare, hvad der bekymrer mig mest ved paywall. Når vi taler om aviser, plejer vi at sige, at deres altafgørende rolle er at informere offentligheden. Vi siger aldrig, at deres altafgørende rolle er at informere deres kunder, for vi antager, at deres journalistiske dækning er så værdifuld, at den vil forgrene sig fra deres læsere og ud til samfundet som helhed. O.k., den køber jeg gerne. Men det, Murdoch gør, er at forhindre den værdi i at smitte af. Han vil kun oplyse sine kunder, han ønsker ikke, at historier fra hans avis skal deles vidt og bredt. Ved at opkræve betaling via paywall, udelukker han den generelle offentlighed fra at deltage i den demokratiske samtale, som The Times lægger op til.«
Den kritik falder helt i tråd med den grundstemning, som gennemsyrer Shirkys nye bog, Cognitive Surplus: Creativity and Generosity in a Connected Age. Bogen hævder, at de sociale onlinemediers popularitet overtrumfer alle vore gamle antagelser om det fagligt kvalificerede indholds overlegenhed og den finansielle motivations styrende rolle. Det har vist sig, hævder Shirky, at folk er mere kreative og generøse, end vi nogensinde havde forestillet os, at de ville være. Og at de gerne vil bruge al deres fritid på at deltage i online-amatøraktiviteter som Wikipedia - uden finansiel belønning - fordi de hermed får afløb for en grundlæggende menneskelig trang til kreativitet og forbundethed.
På samme måde som opfindelsen af trykpressen forvandlede samfundet, har internettet også gjort det. Dets evne til at levere »ubegrænsede mængder af omkostningsfrie reproduktioner af et hvilket som helst digitalt element fra hvem som helst, der ejer en computer« har fjernet alle de gamle barrierer for universel deltagelse og afsløret, at mennesker hellere vil være medskabende og aktivitetsdelende væsener end passive forbrugere af, hvad en privilegeret elite synes, de bør se. I stedet for at beklage os over den ufattelige dumhed ved mange sociale onlinemassemedier bør vi være begejstrede over de spontane kollektive kampagner og den nye sociale aktivisme, som de også har skabt. Den potentielle samfundsnytte af den øgede borgermobilisering er intet mindre end revolutionerende, konkluderer Shirky.
Frisættelse
På det ene punkt, hvor internetutopister og internetskeptikere dog er enige - nemlig i den teknodeterministiske antagelse om, at internettet fundamentalt har ændret menneskers adfærd - indtager Shirky en helt anden position:
»Begge parter tager fejl. It-entusiasterne er gået ud fra den fejlslutning, at hvis man føjer ny teknologi til en eksisterende situation, og ny adfærd bliver resultatet, så er det teknologien, som har skabt den nye adfærd. Men jeg siger, at hvis ny teknologi skaber ny adfærd, så er det, fordi den har frisat eksisterende tilbøjeligheder og motiver, som tidligere var låst fast.«
Men selv om han måtte have ret, og internettet virkelig blot har afsløret gamle sandheder om menneskelig adfærd, er det så ikke stadig legitimt at føle sig en lille smule chokeret eller skuffet over Facebooks åbenbaringer af en næsten uendelig narcissisme? Shirky udstøder et høfligt, men træt suk.
»Ville verden virkelig være bedre, hvis vi forsøgte at skjule den kendsgerning, at teenagere spilder en masse tid på at iscenesætte sig selv, og flirte eller lave fis med hinanden?« griner han i godmodig forbløffelse.
»Fik vi måske ikke erotiske romaner, lige så snart trykpressen var opfundet, mens det tog halvandet århundrede, før Royal Society offentliggjorde det første videnskabelige tidsskrift på engelsk? Så selv den hellige trykpresse blev altså med det samme medium for de laveste menneskelige drifter. Tilstedeværelsen af erotiske romaner forhindrede os dog ikke i at bruge trykpressen i videnskabelige revolutioners tjeneste.«
Shirky erkender, at nettets evne til at forbinde mennesker igennem en fælles entusiasme for ofte bizarre mål, kan skabe et farlig fordrejet indtryk af, hvad der er sundt eller normalt.
»Men det afgørende spørgsmål må altid være: Er nettoresultatet, når alt kommer til alt, bedre eller værre for samfundet? Jeg har aldrig været cyberutopist. Jeg har altid forstået, at dette her virker begge veje. Internettet har givet os organiserede pædofiliringe, men det har også betydet, at homoseksuelle, som vokser op i snæversynede og fordømmende miljøer, har fået en mulighed for at forstå, at de ikke er abnorme. Det forekommer mig, at nettets mindskelse af samfundets evne til at projicere en følelse af normalitet, som ingen alligevel kan leve op til, faktisk er en rigtig god ting.«
Skadeligt for børn
Neurologen Susan Green- field udsendte sidste år en rapport, hvori hun angiveligt dokumenterede, at sociale onlinemedier har en skadelig virkning på børns hjerne, især på deres evne til at føle empati. Shirky har to børn i alderen ni og seks år, og siger, at de lever i »en husstand med begrænset medieadgang« - og kun en voksenovervåget adgang til en fælles computer.
»Alt det, vi ikke dyrker med mådehold, kan altid have negative virkninger. Men sortsynet omkring, at Facebook skulle være ved at ændre vores hjerner, forekommer mig at være en slags historisk bedrag. For vi ved nu fra hjerneforskningen, at alt hvad vi gør, ændrer vores hjerner. At køre på cykel ændrer vores hjerner. At se tv ændrer vores hjerner. Hvis der er en skærm, vi skal bekymre os for i vores husstand, er det ikke den, som er forbundet med en mus. Som jeg siger i bogen, er selv den dummest mulige kreative handling stadig en kreativ handling.«
- Men hvis internettet virkelig er stand til at låse op for hele dette menneskelige potentiale for generøsitet og fællesskab, hvordan kan det så være, at mange af de mennesker, som bruger det med størst ihærdighed, anvender en så forfærdelig tone over for til hinanden?
Shirky smiler, overbevist om, at selv dette kan han svare på:
»Der er to sider af dette paradoks. Den ene er, at sådanne samtaler altid har fundet sted. Folk sagde også grimme ting til hinanden på pubben, ikke sandt? Vi har bare ikke lagt så meget mærke til dem før. Så dette er en ændring i vores bevidsthed om et stykke menneskelig virkelighed, ikke en ændring i den menneskelige virkelighed.«
»Men så er der også det forhold, at anonymiteten har det med at få folk til at opføre sig endnu mere ondskabsfuldt. Det, som jeg tror vil komme til at ske, er, at vi langsomt vil skabe os øer af mere høflig diskurs. Der er ingen metode til at afanonymisere internettet, og hvis der var, ville de mest entusiastiske brugere af denne teknologi være den iranske, kinesiske og myanmarske regering. Men der findes måder til at kommunikere det budskab, at mens du er her, så brug venligst din rigtige identitet. Vi har brug for at skabe sociale normer, der siger, at her på dette sted har vi brug for en ordentlig henvendelsesform, hvor du skriver under eget navn eller et eller andet kendt alter ego.«
»Hver gang man siger det, er der straks nogen, der råber op om censur. Men helt ærligt? Den er for langt ude!« Han bryder ud i latter. »Det afgørende er at få helheden med her. Er internettet en god ting eller en dårlig ting? Det spørgsmål er vi færdige med. Det er bare en ting. Hvordan vi kan maksimere den tings demokratiske potentiale for inddragelse af hele fællesskabet, det er den store udfordring.«
© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
